Jesper Brun Pajor

Jesper Brun Pajor er en af Danmarks ganske få sangere, der har gjort sig fortjent til titlen som “crooner”. En crooner er en sanger/entertainer, der har format både på- og udenfor scenen og som altid gebærder sig som en gentleman og aldrig går på kompromis med klang, stil, kvalitet, elegance eller æstetik.

Derfor har man i de forgangne år kunnet opleve crooneren Jesper Brun Pajor side om side i duetter med Bobo Moreno, Michael Carøe og Jette Torp i bedste Las Vegas crooner-big-band-style eller i en intim opstilling med en afdæmpet jazztrio.

Crooneren fra København har i de seneste år kastet sin kærlighed på et repertoire og en tidsalder hovedsageligt bestående af Nat King Cole-sange. Et repertoire og en æra, der primært dyrker kærlighedens skyggesider og uudslukkelige glød. Med en tæt og smooth klang, en skarp rytmik og et stilsikkert sangforedrag har Jesper Brun Pajor optrådt flittigt på den danske musikscene og croonet sig ind i hjerterne på sine tilhørere.

Med inspiration fra Frank Sinatra, Nat King Cole og Tony Bennett bevæger Jesper Brun Pajor sig således ubesværet i et musikalsk univers, der leder tankerne hen på The Rat Pack og jazzens gyldne æra.

Back